Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børnehaven og Vuggestuen Nordlyset

Børnehaven og Vuggestuen Nordlyset er en ny integreret institution, som er taget i brug i november 2016. Nordlyset er normeret til 50 børn.

Vi har børn i alderen 0 – 6 år.

I vores institution har vi 3 stuer, hvor der både er pædagoger og medhjælpere. Stuerne; Astronauten, Raketten og Satellitten er aldersopdelte. I perioder har vi også PAU og pædagogstuderende.

Desuden er vi gæstepleje for dagplejen.

Vi er en lille institution hvor alle børn og voksne kender hinanden. Det er vigtigt for os at skabe nogle trygge, rolige og kærlige rammer, hvor jeres barn kan lege, lære og udvikle sig. 

I Nordlyset er vi i legestemning og aktive med børnene. Vi ser vores interaktion med børnene som den vigtigste opgave hele dagen. Børn har ret til leg og at vi ser, at legen har værdi i sig selv. Det skal være sjovt at være barn i Nordlyset. Derfor finder vi på mange skøre og spændende ting, og har en legende tilgang til læring. 

Vi har spændende og inspirerende læringsmiljøer i hele huset, både ude og inde, og bruger vores lokalmiljø med ture til museer, legepladser, skove, søer og strand. Vi elsker at være ude i naturen, og har mange temaer og spændende aktiviteter der gør os klogere på hvad der lever i naturen, og hvad vi kan bruge naturen til. 

Vi er optagede af at skabe situationer, hvor alle børn får mulighed for at engagere sig og indgå i lege og aktiviteter, der giver mening for det enkelte barn. Vores børn i Nordlyset skal opleve, at de hører til, og at de har værdi i fællesskabet. 

Som en del af en børneby har vi et tæt samarbejde med både dagplejen, skolen og SFO. Vores vuggestuebørn mødes med dagplejebørnene i legestue, og vores børnehavebørn mødes med skolebørnene i læsegrupper og legegrupper. Vi har vores gang på skolen, og bruger både skolebiblioteket og gymnastiksalen ugentligt. Ligeledes er vi så heldige, at vores institution er bygget sammen med SFO'en, og her bruger vi deres mange aktivitetsrum om formiddagen, når vi har opdelt vores børn i legegrupper. Alle disse børne arrangementer, er med til at skabe relationer på tværs af alder, og bidrager til rigtig gode overgange fra dagpleje/vuggestue til børnehave, og fra børnehave til skole og SFO.

I Nordlyset er vi også tæt på jer forældre, hvor vi inddrager og involverer jer, så vi i fællesskab kan skabe det allerbedste børneliv for jeres barn, her hos os. 

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Annette Sortkjær Brovall på tlf. 51491533

Skal du i kontakt med Nordlyset er tlf. nr.: 23824266

Man skriver sit barn op til Nordlyset via Digital Pladsanvisning