Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mere ro i klasserummet

Hvordan kan tilpasninger i læringsmiljøet understøtte en roligere undervisning?

Når vi fra det kommende skoleår skal undervise eleverne på tværs af årgange i aldersintegreret undervisning, kræver det noget særligt af de lokaler vi er i. Det traditionelle klasselokale, hvor eleverne sidder på “bus-rækker” med én lærer ved tavlen, som vi har kendt det fra skolereformen i 1814, har svært ved at understøtte en moderne integrerende og differentieret undervisning. 

I Norddjurs Kommune har vi samtidig i de sidste år sat ekstra fokus på børnenes deltagelses-muligheder. Deltagelse er ikke det samme, som at børnene skal bestemme, hvad de gerne vil, men handler for os om, at skabe rammer, hvor børnene kan være med til at definere indenfor hvilke rammer, de selv bedst kan arbejde med og løse de opgaver, vi stiller dem. 

Vi arbejder med deltagelse, fordi vi ved at motivation er en vigtig komponent i at fastholde og sikre børnenes kontinuerlige læring. En “ikke motiveret” elev lytter måske nok til os, men har svært ved at fastholde fokus og dermed blive i læringsopgaven. Det er ikke godt for den enkelte og det er sjældent godt for omgivelserne, da manglende motivation er en væsentlig faktor i den uro, mange børn oplever i skolen.

Derfor vil jeres børn efter sommerferien opleve at komme ind i et andet klasselokale. Hver gruppe vil have to (enkelte steder tre) lokaler, der er opdelt i en fælleszone, hvor eleverne modtager instruktion og starter undervisningen (Den grønne zone i grafikken herunder) og vil være repræsenteret ved en trappe. 

Børnene vil desuden møde en stille-, en gruppe og en feed-back (lærer)-zone. Børnene vælger selv, med voksen-guidning om nødvendigt, hvilken zone de arbejder i. 

Når vi spørger børn, hvad de bedst kan lide ved skolen, vil mange svare, at det er deres kammerater. Børn lærer bedst, når de samarbejder med andre og kan tale om deres opgaver. Men netop den lette uro det skaber, kan for andre være svær at håndtere. De får med det nye undervisningsmiljø en stille-zone, hvor de kan sidde og arbejde stille uden at blive forstyrret. 

Endelig vil der i hvert klasserum være en feed-back- eller lærerzone, hvor børnene kan opsøge hjælp fra en voksen. Det er også en zone, hvor de børn, der har behov for at have en voksen tæt på, kan sidde. Vi bruger i mange af vore klasser allerede sådanne zoner, men har kun mulighed for effektivt at udnytte dem, når vi er to til en gruppe elever.